90 år med Hou Plantage

Hou Plantage rummer historier nok til, at man kunne bruge år på at fortælle dem. Alle har deres egen bid af den fælles historie, der ofte overlever fra generation til generation. Mange af beboerne er kommet her i mange år, og kan huske langt tilbage.

Per og Inga Møller bor i et af de karakteristiske røde, runde sommerhuse. Det er ikke et af de ældste huse, det er først bygget i midten 1930’erne, men det er blevet en slags pejlemærke i Plantagen. Hvis flaget er oppe, er Per og Inga hjemme. Eller måske deres børn. Og flaget kan også være blåt med gule stjerner på.

Per fortæller om de første år, hvor et sommerhus var langt fra de gennemisolerede huse til helårsbrug, der bliver bygget i dag, og hvor det var en lang rejse fra København til Hou:

”Mine forældre begyndte at komme i Hou Plantage i 1936, hvor de først lejede sig ind i ”Bjørnehi”. Derefter købte de grunden til det nuværende hus af Alfred Hansen. Der var allerede opført et rundt hus på nabogrunden, og deres skulle være magen til. Men uden de svagheder, det andet hus havde – det var opført direkte på jorden og var bygget med enkeltmure. Der var jo ikke lagt el ind i husene, vi brugte petroleumslamper. Vi købte petroleum hos Fru Larsen i købmandshuset.

”Noget af det første jeg husker, er at der blev arrangeret en udflugt for beboerne til Omø, med skib fra stranden. Det var i 1936. Der blev lejet et skib, en lille færge, og det blev faktisk gentaget i 1973.

En dagsrejse
”Den gang var det en lang rejse for at komme til Langeland. Under krigen var der desuden visitationer af de rejsende ved færgerne i Korsør, de var bange for bomber. I Nyborg gik vi til lokalstationen, hvor der afgik et lokaltog efter 3-4 timers ventetid. Det var et rigtigt gammelt tog med åbne perroner for og bag og træsæder, der raslede af sted til Gudme.

”Der var der igen lang ventetid, før vi kunne komme til Lundeborg, og derfra med båd til Lohals. Det tog til gengæld kun 20 minutter. Frits Hansen hentede os på havnen i Lohals med en vogn og to hvide heste. Han boede på Houvej 88.

”Klokken blev 21 om aftenen, før vi var fremme, og vi havde brugt 15 timer på turen fra København. Min mor var ved at gå til. Olga Andrén i Bel Ami havde lavet brændende kærlighed, godt med fedt og kartoffelmos til os, da vi nåede frem.

Mange originaler
”Der har boet en del originaler i plantagen, i ordets bedste betydning. Alfred og Olga og et hav af andre. En af de største var Erling Christensen, som boede i ”Nordpilen”. Han var gode venner med gårdejeren Gustav Petersen. Gustav lovede på farens dødsleje aldrig at skrive under på noget. Der blev ikke lagt elektrisk lys ind i gården mens Gustav levede. Han var sur på hele plantagen, og ville aldrig inviteres indenfor. Han fulgte meget med, læste aviser, og fulgte meget med i politik, var meget godt orienteret og sjov at tale med.

”Alfred Hansen var speciel, opfandt under krigen et brændstof af ½ benzin og ½ petroleum, som han gav til mor, det var jo dødsensfarligt. Han havde mange forskellige ideer. Han var uddannet malersvend, og kunne finde på at male på alt. Han var utrolig hjælpsom og var sine venners ven i plantagen. Han malede også kopier af de store mestre, og mange motiver fra plantagen

”Under krigen skulle alt tages i brug. Ved ”Paddehatten” på Houborg, var der nedgravet et rigtigt lokum i jorden, men Alfred Hansen lavede det om til røgeri, og solgte røget svinekød, bl.a. til de tyske soldater, der spiste på pensionatet (senere FDF-lejren). Senere blev der gravet knogler op et sted, og man troede først at det var menneskeknogler, men det var svineknogler fra røgeriet.

”Alfred Hansen byggede også det karakteristiske hus ”Bel-Ami” til Olga som også var hans elskerinde i 1943. Hun var telefonistinde og kollega til min far. Det er et usædvanligt hus, bygget i halvanden etage med et soveværelse på 1. sal, men der var så varmt om sommeren, at der var umuligt at sove i det. Olga og Alfred Hansen blev uvenner af og til. Min mor kom sammen med Olga, hun flyttede senere til Snøde og boede der til sin død.

”I det hele taget var der mange kunstnerisk anlagte beboere i Plantagen. Og der blev ofte arrangeret underholdning af beboerne. Der var meget liv omkring pensionatet. Man gik ofte op og spiste der, uges middage kostede 35 kr.. Og man mødtes på pensionatet for at spille kort. Det døde ud sidst i 1950’erne.

”Arne” overtog pensionatet efter Alfred Hansen i 1953, herefter flyttede Hansen hen i huset, hvor Kildemoes i dag bor. Hans kone Ingeborg var flere år tidligere død af en blodforgiftning efter at have stukket sig på brombærranker. Alfred Hansen døde omkring 1960.

Udkigsposten på Hou
Under den tyske besættelse var Hou Plantages beboere udvidet med en lille deling tyske soldater. De skulle bemande et udkigstårn,  hvorfra de skulle holde øje med skibsfarten i Storebælt, og sikkert også flytrafikken. Noget af en loppetjans.

”Tårnet blev revet ned efter krigen, men det stod cirka 30 meter inde på naturområdet, lige overfor Fyrrevej. Der er et rygte om, at tyskerne under krigen havde en udkigspost i vandtårnet, der dengang stod på Vandtårnspladsen i Plantagen. Det er noget sludder.

”Der boede 10-12 soldater i ”Lippe-Detmold”. Hver dag kl. 12 var der vagtskifte, hvor 4-5 mand og en sergent (feldweber) skiftede. De have vagt i tårnet et døgn ad gangen. De var meget flinke og rare. Der var ingen problemer med dem. Vi fik slik af dem. De havde selv børn på vores alder derhjemme. De spiste på pensionatet (den senere FDF lejr). Men de var ikke inviteret, når der var underholdning i pensionatet onsdag aften, hvor beboerne i ”Solisthuset” stod for underholdningen.

”Der var et grimt opgør efter besættelsen, hvor nogen uretmæssigt blev beskyldt for at have samarbejdet for meget med tyskerne. Det er et noget mørkt kapitel. 

Fortidens manerer
Inga kommer første gang til Hou i 1958, som Pers forlovede.

”Det var et mærkeligt sted at komme, jeg var vant til at min familie havde et hus i en havekoloni, hvor folk talte med hinanden, og var hjælpsomme.

”Da jeg kom til Hou Plantage i 1958, oplevede jeg facader, der var helt forsvundet andre steder i samfundet. Hver eftermiddag tog damerne fin kjole på og gik rundt og hilste på hinanden i Plantagen, og blev måske inviteret ind på te, Man tiltalte hinanden med fru og hr., og brugte mændenes titler. Det virkede meget fattigfint. Tiden var løbet fra dem. Hvis de kunne, blev de lokale spist af med en 25-øre for det arbejde, de gjorde. Det kunne jeg ikke lide. Det var meget vigtigt at opretholde en fin facade.
”Men det ejendommelige var jo også, at møbler og inventar i husene var et skrabsammen uden lige. Alt det der var tilovers andre steder fra kunne bruges her, Det passede ikke sammen.

Nye generationer tager over
I 1974 overtog Per og Inga huset efter Pers forældre. I de
 år skete der flere steder et generationsskifte i Plantagen.  ”Vi var flere der syntes det hele var for patriakalsk og havde det svært med alle de gamle normer. Det var efterhånden blevet sådan, at ingen havde lov til noget i Plantagen, kun sidde med foldede hænder, børn måtte ikke være på badebroen. Det var ulideligt, tiden var løbet fra det.

Da Per og jeg jo var garvede organisationsfolk, så vi ringede rundt til de yngre beboere og sagde at de skulle møde op på generalforsamlingen i Hellerup Parkhotel i 1975, og  på denne generalforsamling fik vi bestyrelsen skiftet ud. Per var kommet sent til generalforsamlingen, men vi gav han det hverv at takke den afgåede bestyrelse, lidt af en opgave, da vi jo i lige havde smidt dem ud. Bagefter kom folk og sagde tak, fordi vi havde gjort det. Det har jeg tænkt meget på siden.”

”Det var jo efterhånden yngre folk, der havde overtaget husene, og der kom et helt andet glad liv, ud af det. Det blev hyggeligt og mere socialt at være i plantagen. Der kom også et bedre miljø for børnene Hvor vi legede, og spillede rundbold med børnene om aftenen, to-tre forældrepar, dér hvor der nu er p-plads til naturstien. Og der var et herligt liv på stranden, hvor vi ofte lavede fælles mad.

Børn og voksne fra Plantagen kender stadig hinanden gennem generationer og har stadig et fint sammenhold. Ja, det giver mening og sammenhængskraft i historien om Hou Plantage.

Ovenstående skrevet af Nils Fancke