Se min stumfilm her nedenfor. God fornøjelse :-)

Hovborghus - sommer i en tidsmaskine

Sommeren 2008 tilbragte vi i 70´erne - eller sådan føles det i hvert fald. Som om vi satte os ind i en tidsmaskine og fløj 30-40 år tilbage i tiden til dengang, alt badeværelsesinventar og køkkenservice var brunt, grønt og orange, og der var platter og gedigen kobbergrej på væggene.

For huset, vi har købt, har tilhørt et ældre ægtepar og stået tomt flere år. Det var sjovt og charmerende og kaldte minder frem om pigeværelser med storblomstrede brun-orange gardiner og somre på hesteryg.

Egentlig var det slet ikke meningen, vi skulle bo her, før det var blevet sat i stand, men vi kunne ikke lade være. Og vi havde en dejlig sommerferie - den første - men ikke den sidste.

Da vi købte sommerhuset kunne vi godt se, at det trængte til lidt mere end en kærlig hånd og en malerpensel. Snarere et helt hold håndværkere. Men vi vidste også, at det skulle bevares i sin oprindelige skikkelse og restaureres nænsomt.

Vi faldt jo netop for det gamle, for historien, der fulgte med. Hovborghus er den gamle lærerbolig, hvor lærerne trak sig tilbage for at have lidt privatliv (og have det lidt mere komfortabelt), mens børnene lå i køjesenge ovre i spejderlejren. Dengang fortsatte indkørslen op til lejren. Nu er der lukket af, men nogle af de gamle vejtræer står der stadig - nu bare midt i græsplænen.    

Og så faldt vi selvfølgelig for huset selv: den søde karnap, de sorte bræddevægge og de hvidmalede vinduer. Sådan skal et rigtigt sommerhus se ud, tænkte vi.

Hou skulle det være

Vi har sværmet længe for stedet og set en del huse i området, før vi købte. Vi har også set på mange huse i Skåne, som er tættere på vores bopæl i København, men det var her, vi følte størst tilknytning

Vi er kommet her i mange år for at besøge vores venner Hans og Claudia, og langsomt er vi blevet mere og mere glade for stedet. Vi har gået lange ture, set på fugle og hængt fast i brombærkrattene. Vi har drukket en øl på havnen, talt skibene i horisonten og gået langs vandet ud til fyrtårnet. Vi har beundret slottet, som det troner frem i Tranekær, og stukket inden om på Souvenariet eller et af de mange andre fine gallerier og udstillinger her på Langeland.

Vi har også lært flere folk at kende hernede og følt, at det var let at falde til.

Selvfølgelig var der noget at overveje. Det var langt væk fra vores hjem i København, og heller ikke noget billigt område. Men som Per Møller bemærkede: Med de naboer, skal det være dyrt! Og det må vi give ham ret i. Langeland gør noget ved folk. Det henter smilene frem på folks ansigter.
Og så ligger det også så dejligt midt i landet, for folk, der som os har en del familie i Jylland. 

Nu forestår et større arbejde. Der skal nyt tag, nyt køkken, nyt badeværelse, nyt gulv. Næsten alt skal restaureres, dog skal skallen blive stående, så huset beholder sin oprindelige udtryksform. Der skal isoleres og laves terrasse, og vi skal have lysnet foran huset. Det bliver sjovt at se det gro frem og blive lige så fint som nabohusene.

Kun én ting bekymrede os: Knap havde vi købt, før vores nærmeste nabo, spejderlejren, brændte ned næsten til grunden. Det ville være kedeligt, hvis det, der kom i stedet, blev større, grimmere og mere støjende. Vi havde jo hørt historier om weekender med hundetræf og MEGET gøende hunde og RUS kurser med technomusik for åbne vinduer til den lyse morgen. Men efter at have engageret os i problematikken og deltaget i et møde med bygherren, tror vi på, at det, der bliver bygget, netop vil tage mere hensyn til naboerne, og at de er her for det samme som os: at nyde den skønne og fredfyldte natur. 

Vi er sikre på, at vi har fundet vores sted, vores refugium.

Venlig hilsen,

Poul Scheuer og Elle Kindt