Se min stumfilm
Se min stumfilm her nedenfor. God fornøjelse :-)

SOLISTHUSET

 

 

Af  Flemming Leinert,
næstformand i Dansk Solist-Forbund.

 

Mange af Dansk Solist-Forbunds medlemmer har gennem tiden nydt deres ferie i Langelands skønne natur, og de charmerende omgivelser i Hou Plantage, og mange venlige tanker er helt sikkert blevet sendt til den forudseende bestyrelse, som den 22. maj 1920 underskrev købekontrakten for Hou Plantage 35. Det var Louis Halberstadt, Orla Ramsøe, Emil Holm, - den legendariske kammersanger, J. Ravn Jønsson og Fritz Crone. De købte hus og grund for den svimlende sum af kr. 7.000,00.

Terminerne forfaldt d. 11. juni og 11. september, og første gang d. 11. juni 1920 skulle der erlægges kr. 250,00 og så fremdeles. Den første offentlige vurdering fandt sted d. 24/2 1921 og udgjorde kr. 6.000,00. (Den offentlige vurdering fra 2007 udgør kr. 950.000, så det må jo siges at være en god investering).

Husene, som blev kaldt for ”Københavnerkolonien”, blev bygget af en tømrermester, som havde opkøbt de kæmpe trækasser, som Ford- og Chevroletautomobilerne var emballeret i efter, at de var blevet transporteret fra USA, og med disse kasser som materiale blev husene, som, stort set var ensartede, opført. Bemærk, at ”Solist-huset” er det eneste hus i plantagen, som endnu står i sin oprindelige skikkelse, naturligvis bortset fra den modernisering, som hen ad vejen er blevet lavet indvendigt.

Det var hovedsageligt det bedre borgerskab fra København, Svendborg og Odense, som med kokke- og tjenestepige ”drog på landet”. Guderne må vide, hvordan de har indrettet sig.

Det er fantastisk heldigt, at Forbundet endnu har alle de gamle gæstebøger, eller ”fremmedbøger”, som de dengang blev kaldt, og heraf fremgår det, at de første beboere i ”Solist-Huset” i sommeren 1920 var koncertsangerinde Edith Norrie, Inger Norrie, samt deres gæst, sølv- og guldsmed fru Ingeborg Sielle. Kom ikke og sig, at der blev sparet på titlerne.

Der blev flittigt skrevet i gæstebøgerne, alt udført med sirlig hånd med pen og blæk. Interessant er det, at i de mange første år blev hilsenerne til huset formidlet på vers og med små digte. Her skriver f. eks. en rørstrømsk Louis Halberstadt (improvisator) i maj 1922:

 

”Farvel al Larm, Kritik og Kunst

Her kan sig selv man være.

Her lefles ej for Roes og Gunst

For penge eller ære.

Solistens Hus er Stedet hvor

Du Dagen lang fornemmer

Naturen over Kunsten staar

Den dig til Andagt stemmer.

 

Sådan!!!

 

Og så er der et medlem, så vidt jeg kan tyde, John Klintsen (?) som nyder ferien på en helt anden måde, og d. 29. juli 1930 skriver følgende digt:

 

”I dette Hus er godt Humør,

i Regn og Sol vi faar Kulør.

Og bliver man i Halsen tør,

Man ned en Whiskyflaske kør’

Thi det han man jo prøvet før,

Det giver li’godt bedst Humør”

 

Men ingen roser uden torne. Det var tydeligt kvinderne, der også i ferien stod for den daglige forplejning, mens mændene hyggede sig med en øl og en god cigar. Læs blot hvad Fru Augusta Gerald skriver d. 21. juli 1932 (i uddrag):

”Det er dog for de travle kvinder en daglig glæde at se virkningen af det mod, det kan siges at arbejde i et landligt køkken, hugge brænde, sanke kvas, rense komfur og primus. Jeg for mit vedkommende har nu taget petroleumskogeren frem igen, jeg er nemlig bange for en primus.

Andre bemærkninger: Det foreslåes, at der er 4 vandstel til toilette. Fadene er så skrøbelige, at jeg har sat dem ind i servanten. Også kammerpotten er skåret, så jeg foreslår i stedet:

2 emalierede vandkander,

2 do. Fade

1 do. Potte.

Jeg synes, det er vanvittigt at vedblive at slå i stykker, vi er jo dog på landet!

Huset her er ikke beregnet til selskabelighed, tværtimod, men til tre enlige mennesker, som vil have fred og ro er her alt, hvad der behøves. Når vi kommer tilbage til Hellerup, vil vi finde trøst i komforten i hjemmet.”

Nå, hvad siger I så, mine damer?

 

Lejerne af husene, (eller ”vinderne af opholdet”, som det dengang hed), var også flittige til at forære huset alskens inventar, lige fra kopper, duge og tallerkner til f. eks. denne her, som Holger Kruse skænker huset i 1934:

 

”Købt en spade, mrk. ”Solisthuset” til at grave møddingen ned med. Er gået i gang med arbejdet!”

 

I maj 1946 fik huset dog en væsentlig forbedring, idet der blev indlagt elektrisk lys, men toilet med træk og slip blev først indlagt langt senere måske først helt op i 50’erne.

 

Det vil være alt for omfattende at nævne alle husets gæster i denne artikel, men mange kendte kunstnere har i tidens løb gæstet huset: Louis Halbersadt, Emil Holm, Poul Reumert, Lise Ringheim, Villy Andersen, Rich. Østerfelt, Anne Marie Pedersen, Hugo Sieben, Peter Cornelius,

Ludvig Brandstrup, Ove Verner Hansen, Simon Rosenbaum, Tove Hyldgaard og Tonny Landy, Annie Birgit Garde, Wandy Tworek, Dan & Baxen og mange, mange flere; dette er blot et lille udpluk.

Også Ib Schønberg har boet i huset, og om ham fortælles, at folk stod udenfor og kiggede ind af vinduerne, bare for at få et glimt af ham. Lur mig om Ib Schønberg ikke selv har haft fat i et par børn og sagt: ”Her er en 25-øre. Stik så rundt og fortæl, hvem der bor i huset!”

 

Nu er vi så i 2009, plantagens 90-års jubilæumsår. Også Dansk Solist-Forbunds hus får en gave i den anledning, nemlig et nyt tag, som er strengt nødvendigt, idet det gamle er 40 år gammelt og temmelig utæt. Dette arbejde ventes udført i løbet af april og maj måned og så håber bestyrelsen at mange af vore medlemmer i de kommende år vil glædes over opholdet i det skønne hus og de pragtfulde omgivelser.

 

Fra Dansk Solist-Forbund til Hou grundejerforening skal lyde et:

 

HJERTELIGT TILLYKKE MED DE 90 ÅR OG ALT GODT FOR HOU PLANTAGE!

Din "Flash" afspiller har brug for at blive opgraderet

For at se denne side kan du klikke her for at hente den seneste version af "Flash" fra Adobe. Når installationen er overstået kan du vende tilbage hertil og se siden.

Hvis du ser denne besked selvom du lige har opgraderet Flash så prøv at lukke alle Internet Explorer vinduer ned, start op igen og kom tilbage til denne side.

Du kan også klikke her for at se billedbogen uden at hente Flash, med det kan godt være det ikke ser ud som det skal.